Motorcyklernes dag 2025
Til motorcykeldag i septembersol
Motorcyklernes Dag ved Messecenter Herning lørdag d. 20. september samlede mange medlemmer af Gasn’Grease, der drog på udflugt fra morgenstunden. Start med morgenmad og kaffe hos Gasn´Grease kl. 08.00 frem til afgang mod Herning kl. 09.30. Flot vejr havde lokket de fleste afsted på de tohjulede, mens et par stykker snuppede bilen. Ude i Herning var fem motorcykelmærker repræsenteret – Honda, Kawasaki, Suzuki, Yamaha og Voge – og det var muligt at booke prøveture i en ’kravlegård’. Nogen af os havde fået opfattelse af, at der også var mere omfattende udstillinger inde i messehallerne – men det viste sig desværre ikke at være tilfældet. Der skal vi nok lige vente på den store mc-udstilling i februar. På udturen viste mc-sammenholdet sig fra sin bedste side. Ivan Danielsens BSA besluttede sig for at strejke, og straks var der adskillige fra holdet, og også andre motorcyklister, der stoppede op for at hjælpe. Ivan fik fat i et fejeblad og fik transporteret BSA’en hjem til Ry i god behold.






